Om MEDHØR
På MEDHØR kan du høre de fortællinger, der binder dig tættere sammen med menneskene, historien og områderne i Thy. Fra Hannæs i nordøst til Agger i vest og Ydby i syd findes historier, der venter på at blive fortalt og lyttet til af dig, der gerne vil tættere på Thy.
På MEDHØR kommer vi ud i krogene og ned under mulden. Her er plads til alt det, der ikke findes på avisernes forsider med snævre krav om konflikt og sensation. Fællesskab og sammenhængskraft. Det er på MEDHØR, du kan høre historier om bondemænd og kogekoner, iværksættere og direktører, thyboere og tilflyttere, der alle – ligesom dig selv – har en historie at fortælle.
På MEDHØR får du fortællinger fra det gamle Thy, som var engang, du hører historier om Thy, som det er i dag, og du får visioner fra mennesker, der drømmer om alt det, Thy kan blive til. I en blanding af personlige anekdoter, hemmelige historier og nysgerrig undren bliver du puffet og får nye perspektiver, der udvikler dig og den egn, du tror, du allerede kender så godt.
MEDHØR kommer kun på lyd – produceret af dig eller én du kender.